Til stede
Nogle gange lever jeg i morgen. Alt for meget tid er gået med i går.
Af og til virker det, som om lige nu og lige her er det allersværeste sted at være. Til stede. Med. Og på.
Tankerne vil gerne løbe fra mig, de overhaler indenom og løber i forvejen, tager sorgerne på forskud, ængstes og bekymrer sig. Kroppen hænger i bremsen, husker og mindes, sidder fast i det, der var engang. Kører på automatpilot og reagerer på nutiden med erfaringer fra fortiden.
Men dette øjeblik er altid nyt. Dette øjeblik er helt sit eget.
Erfaringerne er gode at have med sig, de giver ballast og trædesten til den videre færd. Når bare de ikke tynger og holder mig tilbage fra at prøve igen, prøve påny eller på noget nyt.
Når bare jeg ikke lader fortidens sorger hæmme nutidens beslutninger. Lige meget hvor umuligt, det virker. Lige meget hvor håbløst, det ser ud.
Der er ikke andre steder at leve sit liv end lige nu og lige her. I dag, og ikke i morgen eller i går.
Detaljer
Som regel er de mindre vigtige. Detaljer. I det store billede gør de som regel hverken fra eller til.
Som regel.
Og så er der tilfælde, hvor detaljen er altafgørende. Den ene ting, der gør forskellen på det mulige og det umulige. Den lille del af helheden, der ændrer slagets gang.
Efter syv måneders forberedelse og en måned på farten sidder jeg i Los Angeles. Jeg fik et lift hertil fra San Francisco med en fyr, som engang har krydset Atlanten i en sejlbåd: Præcis det jeg havde tænkt mig at gøre på vej tilbage til Danmark. Når lige jeg var færdig med at trille rundt i USA og Caribien altså.
Vi talte om mange ting undervejs, men to ord blev hængende på mit indre lydtapet og gav ekko mod hjernebarken: Hurricane Season.
Selvfølgelig har jeg tænkt på det. Selvfølgelig har jeg overvejet, at det kunne have indvirkning på mine planer. Jeg har bare aldrig sat mig ned og rent faktisk tjekket, hvornår det er. Jeg troede, det nok var en måneds tid til halvanden i løbet af sommeren. Jeg tog fejl.
Hurricane Season løber fra sidst i april frem til midt i november. Højsæsonen ligger … nu. Og tre måneder frem. Der sejler ingen både på langture, og da slet ikke på tværs af Atlanten fra noget sted i nærheden af mig. Og “nærheden” skal forstås meget lempeligt her.
Faktisk har jeg valgt det absolut dårligste tidspunkt på året set fra et sejler-perspektiv. Det er slet ikke sæson. For andet end orkaner, forstås.
Det var det med detaljerne. Som regel betyder de ingenting.
En gang imellem betyder de alt.
Ved enden
De siger, at verden går under i dag. Og jeg tænker, at det må den gerne.
Ikke for det, der er mangt og meget, jeg gerne vil nå, og mennesker, jeg gerne vil elske. Men jeg er allerede i gang. Jeg spilder ikke længere tiden, lader ikke mere stå til.
Det giver ro og glæde at gøre det, der sætter brystet i brand. De ting, man kun tør drømme om, med lyset slukket og når ingen ser det. Også det vilde, det skøre og det ufornuftige. Det usikre og det skræmmende. Det der kilder allermest i maven.
Tag nu afsted, hvis det store udland kalder. Skift nu job, hvis dagene slæber sig afsted. Kys nu manden – eller pigen – hvis det føles rigtigt, lige nu og lige her.
Lad i morgen være en mulighed i stedet for en trussel.
Og brug i dag præcis, som du har lyst. De siger, det er den sidste.
Bjergbestigning
Ikke mere aprilsnar. Ikke mere tant og fjas. Nu er det alvor!
Om godt otte uger tager jeg på eventyr, kun iført rygsæk og høj hat. Nåja altså… og tøj, naturligvis! Ellers bliver det vist lidt for spændende.
Projektet kan til tider virke overvældende, udfordringerne kan synes uoverstigelige, som de tårner sig op foran mig.
Jeg øver mig som bjergbestiger. Det gælder om at se, hvor man sætter fødderne, og koncentrere sig om det næste skridt, og så det næste, og det næste – og kun se op mod toppen af og til for at udstikke retning og holde målet for øje. Og huske at nyde turen og udsigten undervejs.
Enhver rejse starter som bekendt med det første skridt.
Det bliver stort, og jeg glæder mig. Men når Danmark har smilehuller får jeg lidt mindre travlt med at komme afsted.
Nedsmeltning
Hvert menneske er sin egen lille klode. En glødende kerne i evig bevægelse. En overflade som et landkort over livet.
Vores væsen modelleres af indre tektoniske plader, friktionen ved sjælens brudlinjer skaber overtryk og forkastninger. Vi skælver og går i udbrud, går i stykker eller flyder over. I spændingsfeltet mellem indre natur og ydre kultur opstår afgrundsdybe kløfter side om side med svimlende, himlende bjergformationer.
Jeg er ved at lokalisere epicentret, og rystelserne bliver værre og værre jo tættere jeg kommer. Køleanlægget er brudt sammen, og jeg befinder mig i akut fare for overophedning. Nedsmeltning.
Det er nu, det gælder. Jeg må blive på benene, selvom hele min verden skælver under mig. Jeg må holde fast og hænge på, selv når flodbølgen rammer, og vandstanden stiger faretruende.
Efter stormen kan jeg give slip og gå på opdagelse i det nye landskab. Begynde på bar bund. Genopbygge livet efter mit eget hovede.
Kære Tankevirksomhed
Jeg vil gerne opsige mit abonnement med øjeblikkelig effekt.
Det er ikke fordi, jeg er utilfreds med produktet generelt, men jeg oplever en noget svingende kvalitet. Desuden har jeg en begrænset mængde tid til rådighed i dette liv, og jeg vil derfor gerne udnytte den bedst muligt.
Det betyder, at jeg foretrækker at foretage aktive tilvalg frem for at få faste, ufiltrerede leverancer konstant. Ligesom jeg har fravalgt fjernsynet, men med stor fornøjelse går i biografen, når der er noget, jeg har lyst til at se.
Således frabeder jeg mig fremover den løbende strøm af indholdsløse tanker, fantasiforladte idéer, ligegyldige betragtninger og selvmedlidende bekymringer.
Hukommelsen bedes fremover forbeholdt værdifulde minder og praktiske, brugbare informationer. De aktive hjernebølger gives fri til tilstedeværelse, entusiasme, leg, humor og kærlighed. Overskydende lagerplads tages i brug efter behov til ny lærdom.
Da abonnementet tilsyneladende blev forudbetalt ved fødslen, beder jeg om at få refunderet det resterende i form af skæve vinkler, finurlige påhit og geniale indfald for fremtiden.
Venlig hilsen
Dagmar
Kviksand og skildpadder
Slut med offerrolle og selvmedlidenhed. Slut med at sidde fast i fortidens kviksand.
Slut med at leve på hælene med daglig stress og brandslukning i evig akut overlevelseskamp.
Det kan være en befrielse at få en diagnose. Så er man fritaget for ansvar. Man kan ikke gøre for det. Men diagnosen er også en besnærende krykke at støtte sig til i sit fremtidige liv. En sovepude. En indiskutabel undskyldning for at give op og lade stå til. At fralægge sig ethvert ansvar.
Der er ikke noget galt med analyse og terapi. De er vigtige redskaber til at finde ind til kernen, finde årsagen til vores mønstre og kortlægge kviksandet i vores sind.
Men hvis vi går og ser bagud, falder vi i igen. Og hvis vi lever livet efter gamle kort, oplever vi aldrig noget nyt. Så længe vi hænger fast i vores fortid, er vi tvunget til at leve et liv i smertefuld gentagelse af det allerede skete.
Vi bærer vores fortid og erfaringer med os i livets rygsæk. Mange af os stopper ukritisk i den, indtil de går bagover af vægten og ligger og roder som en skildpadde på sit skjold.
Af og til er det sundt at tage alle tingene op til overvejelse, smide ud med hård hånd og vurdere, hvad man egentlig har brug for. Skille sig af med noget af det, der vejer allermest. Selvom det gør ondt. Selvom vi føler os knyttet til vores livs souvenirs.
Men en souvenir er trods alt bare et fysisk minde; det rigtige minde mister du aldrig.
Hvad har du med i bagagen?
Stivnet
Vi stivner med alderen. Som en form for langsomt tørrende cement.
Som børn er vi bløde og formbare; letpåvirkelige. Ethvert indtryk præger os, nogle dybt og for altid, andre mere overfladisk og kun for en tid – de bliver snart overskrevet eller omdannet, skubbet i baggrunden eller begravet.
Med årene ligger formen mere og mere fast. Vi bliver efterhånden mindre fleksible, mere satte, mindre tilbøjelige til at lade os påvirke af vores omgivelser. Det er vel naturligt.
Men mange af os bliver også mere og mere fastlåste og magelige. Jo ældre vi bliver, jo sikrere er vi på alting. Vi behøver ikke mere uddanne os og lære nyt. Vi kan klare os med det, vi ved. Og det er utrygt og ubehageligt at bevæge sig ud af sin komfortzone og indrømme, at der er noget, man ikke kan. Der er ikke mange, der bryder sig om at føle sig klodset og inkompetent, uvidende og usikker. Det er vel naturligt.
Til gengæld er det ofte i det nye og ukendte, at de største oplevelser venter. Begejstringen og sejrsrusen ved at overvinde sig selv. Benovelsen og forundringen over et nyopdaget perspektiv. Glæden og overraskelsen i det spontane og uventede.
Jeg håber aldrig, jeg stivner så meget, at der skal hammer og mejsel til at gøre indhug i mine holdninger. At jeg bliver så hård i filten, at folk slår sig på mig ved sammenstød. Eller at jeg står så urokkeligt fast på det samme sted evig og altid, så forbipasserende ikke længere ser mig, mosset gror fast, og fuglene bygger rede i mit hår.
Klar… parat… ??
Jeg er god til at drømme; at være optimist, at leve i forventning om alle de dejlige ting, der skal komme, og at tro på at det rent faktisk vil ske en dag.
At jeg får drømmejobbet. At jeg møder drømmemanden. At jeg kommer af sted på drømmerejsen. Og alle de andre dejlige ting, som jeg ser så tydeligt for mit indre blik, og som giver mig et sus i maven ved tanken.
Men pludselig en dag blev jeg ramt af en tanke: Hvad nu hvis det skete lige nu, i dag eller i morgen? Ville jeg så være klar til at tage imod det? Jeg havde brugt al min tid på at dagdrømme og glemt at forberede mig på, når drømmene gik i opfyldelse. For hvordan kunne jeg starte i drømmejobbet uden at have dygtiggjort mig inden for det rigtige felt? Hvordan kunne jeg finde sammen med drømmemanden uden at kunne stå inde for mig selv? Og hvordan kunne jeg tage på verdensrundrejse uden tiden eller pengene?
Man klarer sig. Man finder ud af det. Jovist. Men når nu jeg har al denne her tid at gøre med, mens jeg venter, så giver det mening at bruge den på noget fornuftigt. Eller i hvert fald noget af den.
Så når nu jeg drømmer om at løbe maraton en dag, så kunne jeg jo starte med at lette mig fra sofaen og løbe en tur. Når jeg drømmer om at arbejde med oplevelser, så kunne jeg jo begynde med at finde mig nogle ligesindede legekammerater. Og når nu jeg drømmer om at skrive en bog, så kunne jeg jo begynde at øve mig i at skrive ved for eksempel at starte en blog…
Livets ama’rmad
I går formiddags indfandt fremtiden sig. Kort efter blev jeg indhentet af fortiden.
Og så meldte tanken sig: Måske er det bare det, vi er? Fyldet i livets store sandwich? I svøb mellem det, der skal komme, og det, der har været? Det fik mig til at tænke.
Er der bid i bollen?
Får vi fibre nok?
Kan du lide smagen?
Savner du en kok?
En ting er sikker, hvis man stadig sidder og er i tvivl, om man valgte det rigtige indhold, så er det nok på tide at kaste et frisk blik på menuen. Måske kan det klares med en anden dressing i første omgang. Måske skal der startes helt fra bunden.
Jeg kan fange mig selv i at overveje, hvordan de andre muligheder smagte. Den klassiske, livets BLT, måske lidt tør og kedelig i længden. Eller den eksotiske, med mango og salsa og masser af krydderi, måske for stærk i alt for store doser.
Der er så mange varianter, som jeg kunne have valgt.
Og nu sidder jeg og drømmer om at kunne have alt.
Men i sidste ende tror jeg, at jeg bare mangler salt…
leave a comment