Små og store svigt
Det er farligt nemt at svigte. Og vi gør det jo ikke med vilje – det ville nærmere være en form for forræderi.
Men der er masser af faldgruber i hverdagen, de små svigt, som skyldes uopmærksomhed, eller dovenskab. Fordi vi allesammen er indbyrdes forbundet, om vi vil det eller ej. Vi har forventninger til hinanden, ofte uudtalte og udefinerede. Og ofte uafklarede, indtil det øjeblik, vi bliver skuffet.
Jeg kan svigte som datter, der ikke ringer hjem til mine forældre en gang imellem. Jeg kan svigte som søster, der glemmer at høre, hvordan det gik med eksamen. Jeg kan svigte som bofælle, der ikke holder orden eller ikke får gjort rent. Og jeg kan svigte som blogger, der ikke finder tid til at skrive i ugevis, så bloggen ligger øde hen som brakmark på det digitale landkort.
Små svigt, der kan klares med en undskyldning og en indsats for at forbedre sig.
Og så er der de store svigt, dem der vender op og ned på alt, tipper balancen i en relation og truer med at ødelægge den for altid. Hvor man egentlig vidste bedre. Hvor ingen undskyldning rækker.
Jeg aner ikke, hvordan man kommer videre derfra. Men jeg ved, det kræver vilje og styrke, forståelse og empati. Kærlighed og omsorg. Det tager tid at genopbygge tilliden. Men jeg giver ikke op.
I mellemtiden kan jeg sørge for at passe mine relationer ordentligt. Det er en livslang proces, og jeg arbejder på sagen. At være en bedre datter, søster, moster, veninde, elev, instruktør, ansat, bofælle, holdkammerat. At være et bedre menneske.
Jeg kan jo starte med at holde bloggen ved lige. Undskyld fraværet, og velkommen tilbage.
Afsporet
Det er farligt at køre på skinner. Man udvælger målet, sætter i gang og nyder udsigten og farten. Og lader tankerne flyve.
Forsvinder ind i en parallelverden, kommer ud på et sidespor. Lader sig optage af andre ting, mens dagene kører på autopilot. Ignorerer virkeligheden og gemmer sig i en magisk boble af fornægtelse.
Indtil sporene pludselig slår et knæk og krydser hinanden. Med et sønderlemmende brag ramler vi sammen, vågner af drømmen, ser os forstenet omkring på forvredne skinner og glødende vragdele.
Ingen ord kan reparere skaden. Ingenting vi gør kan råde bod.
Jeg sætter en fod foran den anden og begynder at gå. Et skridt ad gangen, i mit eget tempo. Alene.
Implosion
Så gik det alligevel galt. Jeg glemte at trække gardinerne for, før jeg tændte lyset. Nu føler jeg mig blottet.
Mentalt, forstås!
Som blogger er det en balancegang, og jeg startede netop min blog for at øve mig. Og nu faldt jeg altså ned af linen. Jeg har ikke egentlig slået mig, det er vist mest min stolthed, der fik sig et knæk. Og den har alligevel prøvet det før og heler med tiden.
Når man går og skuer indad er det nemt at forsvinde helt ind i sig selv. Implodere i sit eget hovede.
Vi er jo alle verdens navle i vores eget univers, så vi forveksler nemt navlebeskuelse med stjernekiggeri. Og bliver suget ind i navlens sorte hul, hvor alt er mørkt og trykkende. Sidder fast i kosmisk selvmedlidenhed.
Undskyld.
Nu vender jeg kikkerten og ser udad. Studerer Sjælens Vennekreds. Ser alle jer, der stråler omkring mig som stjerner på livets himmelhvælving. Strækker øjnene mod fjerne himmelstrøg.
Tak.
Angst
Rør mig
Hold dig fra mig
gå din vej
Nej bliv
Jeg tror måske jeg elsker dig
Forsvind
ud af mit liv
Kys mig, elsk mig
hold om mig
Giv slip lad være
jeg hader dig
mig
Glem det undskyld tilgiv mig
Giv ikke slip
jeg skammer mig
Hør nu hvad jeg siger
Lad mig være i fred
Efterlad mig ikke i min ensomhed
Bod
Jeg læste om alkoholisme engang, at når en alkoholiker bliver ædru, så skal der gå et helt år, før han overhovedet kan overveje at påtage sig ansvar for noget som helst. Efter et år kan han få sig en potteplante. Hvis den stadig er i live efter endnu et år, kan han få sig et kæledyr. Hvis kæledyret stadig er i live efter yderligere to år, kan han begynde at forberede sig på tanken om eventuelt med tiden at få sig et forhold til et andet menneske.
Det virkede ekstremt på mig dengang, og det gør det for så vidt endnu. Men i dag forstår jeg bedre.
Jeg har nogle forhold bag mig, som jeg ikke er stolt af. Jeg har såret nogle mennesker i mit liv mere, end jeg kan bære at tænke på. Det er endnu et af skridtene mod bedring – at lave en liste over dem, man har såret, og forsøge at råde bod på den skade, man har forvoldt.
Det vil jeg gerne gøre. Men måske skal jeg holde op med at forvolde skade først.
Over grænsen
Hvornår kan man tillade sig at sige til eller fra over for nogen? At blande sig i andre menneskers liv?
Når nu man står på sidelinjen som magtesløs tilskuer, mens ens kære kører sig selv i sænk? Storrygeren, der nærmest tænder den ene cigaret med den næste. Grovæderen, der synes at tvangsfodre sig selv, på trods af at maden sidder helt op i halsen. Perfektionisten, der insisterende holder facaden, selvom hele hytten er ved at ramle sammen inde bagved.
Det er tabu at sige noget. Og man har jo egentlig ikke lyst, for siger man noget, virker man overlegen, bedrevidende og fordømmende. Folk ved det jo godt. Vi er allesammen pinligt opmærksomme på vores egne laster og problemer; det sidste, vi har brug for, er, at velmenende mennesker kommer og sætter deres store fede pegefinger på dem. Det er ydmygende, og det gør ondt.
Problemet er, at det også gør ondt at se stiltiende til. Så jeg siger noget. Jeg prøver hver gang at holde mig i skindet, men jeg kan ikke. Og jeg slår knude på mig selv, når jeg ser den smerte, mine ord forvolder, men jeg kan ikke lade være.
For det er jo mig selv, jeg ser, når jeg kigger på dem. Det er mine egne laster, jeg påtaler, når jeg kommenterer dem. Det er mine egne spøgelser, jeg bekæmper, når jeg prikker til dem.
Det er derfor, det gør så ondt: Fordi jeg bliver mindet om sider af mig selv, som jeg har kæmpet hårdt og længe for at lægge bag mig og bare ønsker at glemme alt om. Men det er også derfor, det gør ekstra ondt på dem, jeg siger det til: For hvis jeg kunne gøre noget ved det, hvorfor kan de så ikke?
Det er så pissenemt at stå og være hellig. Hvad bilder jeg mig egentlig ind?
En truet grøntsag
Jeg er rigtig god til at jokke i spinaten. Og jeg er rigtig dårlig til at undskylde. Ikke hensigten, men udførelsen.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan få mig selv til at sige undskyld, snarere tværtimod: Jeg siger alt for meget. Undskylder og forklarer, uddyber og forsvarer. Fordi jeg vil sikre mig, at vi er okay. At der ikke er nogen misforståelser. At du har tilgivet mig for mine dumheder. Og at det aldrig, aldrig, er gjort af ond vilje.
Problemet er bare, at en undskyldning altid ripper op i såret. Det gør ondt, og det er ubehageligt, og måske skulle jeg lære at gøre det hurtigt og kort. Som at rive et plaster af.
Jeg nøjes ikke med at jokke i spinaten. Jeg tværer i den, hopper på den, tramper rundt og sparker til den.
Undskyld.
3 comments