Wysiwit

Jeg har ikke meget til overs for mærkedage. Af den kommercielt fabrikerede slags, forstås.

Mors dag og fars dag. Hundens og kattens, kanariefuglens og hamsterens dag, det får jo aldrig ende.

Hver dag bør være en mærkedag, alene fordi den er ny, og vi er blevet den givet. Hver dag er noget særligt i kraft af sig selv.

Og så alligevel…

Hvis nu stress og jag og huj og hast har pisket os til at overse hinanden i forbifarten. Hvis nu det trygge og velkendte luller os til at tage hinanden for givet. Hvis nu vinter og hverdag har formørket det, der betyder noget.

Så skader det jo ikke at blive mindet om at sige det højt. At få det sagt.

Ikke fordi det er Valentinsdag.

Men bare fordi…

Fordi jeg er gladere, end jeg kan huske at have været før. Fordi jeg vågner hver morgen med et smil. Fordi humøret holder trods uheld og krykker og brækket tå. Fordi det er nemt og ligetil, ukompliceret og uden mellemregninger. Fordi jeg ikke behøver være andet og mere, lægge låg på eller ændre mig selv. Fordi tid og sted og alder og omstændigheder opløses til ligegyldigheder. Fordi jeg er færdig med mistænksomhed, skepsis og frygt.

Og det hele er på grund af dig.

Jeg ved, du ved det. Jeg ved, jeg siger det tit. Men jeg siger det lige igen.

Bare fordi…