Stormens øje
I går morges blev jeg vækket af et bragende lysglimt, der skælvede gennem huset og skræmte mig vågen. Den tætte rumlen af faldene vandmasser lå i luften. Det var et himmelsk uvejr.
I går aftes kulminerede et helt års samvær og lærdom og nærvær i et brag af en fest, som satte både punktum og udråbstegn for mit ophold på Oure. Jeg var blevet bedt om at holde tale på vegne af eleverne. Det føltes længe som en byrde, men viste sig at være en gave: At få lov at sætte ord på alt det, som ikke kan siges.
I dag har vi taget afsked. Sagt farvel og forhåbentlig på gensyn. Sendt hinanden godt på vej, videre ud i verden og i livet. En lille flok er blevet tilbage; os der skal arbejde på sommerkurserne som instruktører for en hel flok kursister, der kommer her en uge eller to i deres sommerferie. Det første hold starter i morgen.
Men i mellemtiden sidder jeg her, i stilheden og tomheden. I mellemrummet mellem det, der var, og det, der kommer. I stormens øje.
Gæster på bloggen
Jeg øver mig i at lukke verden ind. Og nu når verden helt ind på min blog: Det her er et gæsteindlæg fra min meget gode ven Anders. Fra alle os til alle jer:
Min røde glasskål
Der står en rød glasskål i min vindueskarm.
Den er lidt mere bordeaux end postkasse, har 70er-tykt glas og er en smule vulgær, men den står, hvor jeg kan se den som det første, når jeg vågner om morgenen, og der går stort set ikke en dag, uden den passerer mit synsfelt.
Det var min farmors glasskål.
Jeg har den ikke, fordi den betød det store for hende. Jeg fandt den ikke blandt hendes ting i et øjeblik fyldt med Hollywood-mening og klædelige øjenkrogstårer.
Den står der bare.
Permanent. Solid. Med morgensolens abstrakte mønstre gennem glasset, langsomt marcherende henover vindueskarmen, og understregende at det er ok, at der hverken er skrift eller tale til at beskrive, hvad savn betyder.
Det er nemlig ikke de krøllede postkort med plads til 2-3 solskinsfloskler og en kæk smiley. Det er ikke de to minutters udenlandstaksts-stress, mens forvirrede tanker prøver at klemme sig gennem lydforsinkelser og synkronsnakspauser til den mekaniske stemme i den anden ende.
Det er alt det ind i mellem.
Det er, når man står og låser døren efter sig på trappen. Det er fredagsturene i byen der ikke er helt lige så sjove. Det er billederne i telefonen, man flipper hen til lidt for ofte.
Det er alt det, man ikke kan få sagt ordentligt, og derfor sjældent får gjort, før det er for sent.
Så til Jer, der flyver rundt mellem de røde lysstråler fra glasskålen i min vindueskarm hver morgen. Til Jer, der ikke får opkald og postkort, fordi I betyder for meget til at jeg kan få ordene ud af hovedet og derfor ender med at kigge tomt på overbelyste postkort af badestrande og falde i staver med telefonen.
Til stede
Nogle gange lever jeg i morgen. Alt for meget tid er gået med i går.
Af og til virker det, som om lige nu og lige her er det allersværeste sted at være. Til stede. Med. Og på.
Tankerne vil gerne løbe fra mig, de overhaler indenom og løber i forvejen, tager sorgerne på forskud, ængstes og bekymrer sig. Kroppen hænger i bremsen, husker og mindes, sidder fast i det, der var engang. Kører på automatpilot og reagerer på nutiden med erfaringer fra fortiden.
Men dette øjeblik er altid nyt. Dette øjeblik er helt sit eget.
Erfaringerne er gode at have med sig, de giver ballast og trædesten til den videre færd. Når bare de ikke tynger og holder mig tilbage fra at prøve igen, prøve påny eller på noget nyt.
Når bare jeg ikke lader fortidens sorger hæmme nutidens beslutninger. Lige meget hvor umuligt, det virker. Lige meget hvor håbløst, det ser ud.
Der er ikke andre steder at leve sit liv end lige nu og lige her. I dag, og ikke i morgen eller i går.
Det sidste ord
Farvel.
Ordet emmer af endegyldighed. Det hænger i luften som en af de mursten fra barndommens computerspil, der synes at trodse tyngdekraften og bare tigger om at falde tungt ned i hovedet på en.
Det gør ondt. Overraskende ondt.
Lige meget hvor meget, man har levet i nuet og værdsat det, man havde. Lige meget hvor taknemmelig, man har husket at være for den tid, man havde med hinanden.
Det gør altid mere ondt, end man nogensinde kunne bære at forestille sig.
Savn er et sort hul i sjælen. Det udvider sig dag for dag, opsluger de gode minder og vokser sig større. Næres af det der var engang. Kun sorgen kan udfylde tomrummet.
Det værste farvel er det, man ikke ser komme. Pludselig banker man hovedet ind i murstenen, som hænger der i hovedhøjde, udtalt mens man havde ryggen til. Af nogen, man ikke vidste, man ville savne så meget. Før de sagde det sidste ord.
Farvel.
Små og store svigt
Det er farligt nemt at svigte. Og vi gør det jo ikke med vilje – det ville nærmere være en form for forræderi.
Men der er masser af faldgruber i hverdagen, de små svigt, som skyldes uopmærksomhed, eller dovenskab. Fordi vi allesammen er indbyrdes forbundet, om vi vil det eller ej. Vi har forventninger til hinanden, ofte uudtalte og udefinerede. Og ofte uafklarede, indtil det øjeblik, vi bliver skuffet.
Jeg kan svigte som datter, der ikke ringer hjem til mine forældre en gang imellem. Jeg kan svigte som søster, der glemmer at høre, hvordan det gik med eksamen. Jeg kan svigte som bofælle, der ikke holder orden eller ikke får gjort rent. Og jeg kan svigte som blogger, der ikke finder tid til at skrive i ugevis, så bloggen ligger øde hen som brakmark på det digitale landkort.
Små svigt, der kan klares med en undskyldning og en indsats for at forbedre sig.
Og så er der de store svigt, dem der vender op og ned på alt, tipper balancen i en relation og truer med at ødelægge den for altid. Hvor man egentlig vidste bedre. Hvor ingen undskyldning rækker.
Jeg aner ikke, hvordan man kommer videre derfra. Men jeg ved, det kræver vilje og styrke, forståelse og empati. Kærlighed og omsorg. Det tager tid at genopbygge tilliden. Men jeg giver ikke op.
I mellemtiden kan jeg sørge for at passe mine relationer ordentligt. Det er en livslang proces, og jeg arbejder på sagen. At være en bedre datter, søster, moster, veninde, elev, instruktør, ansat, bofælle, holdkammerat. At være et bedre menneske.
Jeg kan jo starte med at holde bloggen ved lige. Undskyld fraværet, og velkommen tilbage.
Smil
Man rejser på en anden måde, når rejsen er målet i sig selv. Jeg er hverken turist eller på ferie, men alligevel på gennemrejse. Jeg er hjemme overalt, men stadig fremmed.
Venskaber er intense, fortættede, afgrænsede af tid og sted, men ikke begrænsede til nu og her. Relationerne strækker sig på tværs af verden, hjulpet af moderne teknologi og åbne sind. En ny ven fra Tyskland bliver til rejsekammerat for en stund. Mennesker mødt i Portland genforenes i San Francisco.
Nye bekendtskaber formidler kontakter, tilbyder hjælp og rådgiver kyndigt. Jeg får tips fra de lokale og ser en anden verden end den, turisterne møder gennem glittede guidebøger.
Som nomade rejser jeg på folks nåde. Som en-kvindes guerrillaturist bevæger jeg mig under radaren. Kommer under huden på mennesker og steder. Ser livet indefra og udefra på en og samme tid.
Det er smukt og fascinerende, spændende og interessant. Det er opløftende og medrivende, hjerteskærende og overvældende.
Men frem for alt opløftende.
Overalt oplever jeg medmenneskelig omsorg, oprigtig interesse og grænseløs hjælpsomhed. Min tro på det gode bliver bekræftet igen og igen, og jeg bringer det glade budskab med mig: Verden er god, og vi gør den bedre, når vi åbner os for hinanden.
Se op. Smil. Det varmer både indad og udad.
Jeg lever!
Mere end nogensinde, faktisk.
Drømmen er blevet til virkelighed. Syv måneders forberedelse senere sidder jeg nu endelig i Portland, Oregon. Med mit gamle liv bag mig, og et helt nyt foran mig. Med alle muligheder åbne.
Alt er faldet i hak, tingene har flasket sig som planlagt, og nu er der ikke flere planer, kun ideer og ønsker.
Jeg møder verden med åbne arme, og verden har vist sig at være venligsindet, hjælpsom og interesseret.
Sir Hat har fået så mange komplimenter, at han er helt høj.
Rejsebamsen Emil er værdigt uimponeret over eventyret, han er jo en verdensbjørn. Men han lader til at være vældig godt tilfreds med sit menneske – når nu man er en rejsebamse, er det godt at tilhøre en eventyrer!
Og Einar, min rygsæk, sidder hjemme hos min Couchsurfing-vært og hviler sig i en lænestol efter strabadserne.
Jeg er ikke alene.
Jeg er nærmest lykkelig.
Godt polstret
Der er noget, der holder mig tilbage. Polstret i pudedragt, stoppet ud med forbehold, forsigtighed og fortid. Pakket ind i lag på lag af flammeresistent materiale.
Jeg er ikke nem at komme helt ind på livet af. Men du lander blødt, hvis du prøver.
Som slag i en pude, selv den stærkeste kraft minimeres til et puf, bevæger mig, men flytter mig ikke.
Polstringen er ved at være gammel, tyndslidt. Jeg stikker ud. Og tager ind. Mange gode mennesker har slidt på dragten gennem året, krammet mig og elsket mig, så dun af forbehold fløj til alle sider. Som en gammel teddybjørn, knuselsket med skaldede pletter.
Der er noget, der holder mig tilbage. Men det kan krammes væk.
Tomrum
Der er hul i København.
Alting ligner ellers sig selv. Naturen og kulturen springer ud i solen sammen, alle byens celler åbner sig mod lyset. Mørket trænges bort, og kulden blegner.
Vi spiser is og slikker sol og snakker sommer. Det er lunt, det er liv, og det er længe, længe ventet.
Men der mangler et smil blandt de tusind.
Implosion
Så gik det alligevel galt. Jeg glemte at trække gardinerne for, før jeg tændte lyset. Nu føler jeg mig blottet.
Mentalt, forstås!
Som blogger er det en balancegang, og jeg startede netop min blog for at øve mig. Og nu faldt jeg altså ned af linen. Jeg har ikke egentlig slået mig, det er vist mest min stolthed, der fik sig et knæk. Og den har alligevel prøvet det før og heler med tiden.
Når man går og skuer indad er det nemt at forsvinde helt ind i sig selv. Implodere i sit eget hovede.
Vi er jo alle verdens navle i vores eget univers, så vi forveksler nemt navlebeskuelse med stjernekiggeri. Og bliver suget ind i navlens sorte hul, hvor alt er mørkt og trykkende. Sidder fast i kosmisk selvmedlidenhed.
Undskyld.
Nu vender jeg kikkerten og ser udad. Studerer Sjælens Vennekreds. Ser alle jer, der stråler omkring mig som stjerner på livets himmelhvælving. Strækker øjnene mod fjerne himmelstrøg.
Tak.
leave a comment